Sørlandet III

Vi tager hovedløbet, Galtesund ind mod Arendal. Nu gælder det om at finde en god plads. Der er flere muligheder i byen, men vi vælger den store Arendal Marina med de mange faciliteter. Sidst vi var i byen lå vi i Pollen i byens centrum.

Da vi sejler forbi den yderste flydebro råber Hanne fra fordækket: Der er en plads derinde ved siden af en dansker. Dem har vi i øvrigt ikke mødt mange af her på Sørlandet.

Jeg drejer Lady Bird ind mellem broerne og ind på den frie plads. Minsanten om ikke der ligger en båd fra Aalborg Sejklub. Og straks kommer der et kendt ansigt for at tage fortøjningen. Det er Poul Bak. Og lidt senere dukker to andre kendte op, Niels og Steffen sammen med deres bedre halvdel. 

De er på vej ud af havnen, men alligevel når vi at få lidt til halsen i Lady Bird, inden de sejler videre. De tre både har valgt ruten over Skagen.

Afstanden er nogenlunde den samme, men kendere påstår, at det er den forkerte vej på grund af solgangsvinden på kysten. Det har jeg nu ikke mærket meget til i år - måske fordi de meteorologiske forhold er meget usædvanlige.

Jeg noterer, at loggen står på 12,3 sømil.

Arendal har 40.000 indbyggere. Det er en gammel by, da den første bosætning fandt sted i 1500-tallet. I slutningen af 1800-tallet var den en stor skibsfartsby, og i 1939 havde byen landets 4. største skibstonnage.

Arendal er administrativt center og har plastbådeindustri, elektronik- og mekanisk industri.

Vi bliver hurtigt enige om, at det ikke er noget for os at ligge i Marinaen i den store by. Så vi ser os omkring efter mulighederne for en nattehavn, som også giver nogle oplevelser.

Valget falder på øen, Søndre Brattholmen, der ligger 1,5 sømil ude i den store indsejling til byen. Her har Arendal Sejlforening klubhus og klubhavn, hvor man efter beskrivelserne kan være heldig at få en gæsteplads.

Da vi kommer tættere på øen, kan jeg se, at der ligger flere sejlbåde inde bag en klippe og cementmur. Jeg gransker kortet på PCén og kortet på Ipaden. Ingen af delene er dog detaljerede nok. Området er ikke opmålt. Nå, vi må da kunne komme ind, når de andre sejlbåde ligger der. Langsomt glider vi frem mod den formodede indsejling. Ekkoloddet viser, at det går.

Så dukker der en mand op på land. Han står og vinker os fremad ind i den meget snævre indsjling, hvor jeg tydeligt kan se klipperne på begge sider af båden.  Vi kommer helt ind i havnen og går mod en ledig plads med stævnen op mod en træbro. Så fægter manden meget engageret med armene. Jeg må ikke dreje så kraftigt til styrbord. Lidt efter mærker jeg hvorfor. Roret tager klippen. Heldigvis sker der øjensynlig ingen skade, da farten er ringe.

Da vi har fortøjet, byder nordmanden os velkommen til klubhavnen. Han er en af to klubmedlemmer, der har den ugentlige vagt, fortæller han. Klubhavnen er ganske lille, men der er et stort klubhus, og vi finder ud af, at der foregår rigtig mange kapsejladser i Arendal Sejlforening. I Norge er der ingen større klubhavne. Medlemmerne har båden liggende tæt på deres boliger, så der er intet behov.

Da vi senere ser nærmere på omgivelserne og det store klubhus, bliver vi budt velkommen af den anden vagt. Vær så god, der er altid gratis kaffe på kanden, der står placeret på et af de mange udendørs borde.

Grillen bliver tændt om aftenen, så der er fri afbenyttelse - ikke mindst til glæde for gæstesejlerne.

Arendal Sejlforening byder på helt enestånde gæstefrihed. Så den er et fremragende alternativ til Marinaen inde i byen.

Onsdag, den 19. juli

Der er 19,5 grad og vindstille. Trods den helt enestående behandling i Arendal Sejlforening må vi videre.

Kl. 8,15 stævner vi ud. Nu kan jeg finde vej uden problemer. Vi sejler atter ind mod Arendal og drejer til styrbord for at tage det indre løb op langs kysten.

Vi kommer ind til eet af instederne på Sørlandskysten, Lyngør. 

Kl. er 11,45 er vi heldige at finde en plads - efter lidt venten - ved den lille gæstebro neden for det berømte Seilloft.

Loggen står på 18,6 sømil. Solen sender sine varme stråler ned over det maleriske sted. Nu er der tid til at kigge nærmere på herlighederne.

Lyngør, der er en gammel udhavn, ligger fordelt på flere øer. Adgang er kun mulig med båd, da der ikke findes veje og biler.

Der er 80 fastboende takket være lokale virksomheder som sejlmagerloftet og andre små foretagener. En stor del af de pittoreske huse bruges som ferieboliger.

Her er også lidt danske historie, da den dansk-norske fregat Najaden i 1812 under Napoleonskrigene blev sænket i Lyngørsundet. Vraget blev fundet i 1957.

Kl. 13,35 forlader vi Lyngør og fortsætter i skærgården op mod en anden turistmagnet, Risør.

Vi sejler ind i den overfyldte havn for at se, om der skulle være en ledig plads. Men nej. Her er proppet, og man bemærker flere store motorbåde, som øjensynligt ligger fast og bruges som sommerboliger. Vi går ind i en havn ved siden af, men her er alt privat. Der er stort set ingen både i denne havn. De må have turister nok i byen.

Vi sejler lidt længere væk fra centrum til en forfalden flydebro, hvor der ligger flere gæstebåde. Vi fortøjer og ser, at der både er strøm og vand.

Kl. er 15,30, og loggen viser 8,3 sømil.

Efter afvaskning af båden begiver vi os op i byen. Vi skal have lidt proviant. Men.. Men.. Det vrimler med mennesker, så det er næsten ikke til at komme hverken frem eller tilbage. Vi får det nøsvendige i det også overfyldte supermarked, og vender tilbage til Lady Bird.

Fortsættes ...