|
|
|
|
|
2013 Med Lady Bird på Bornholm
Torsdag, den 6. juni kl. 05.30 lagde Lady Bird ud fra ankerpladsen i Vejdybet ved Hals. Barometeret viste 1024 HP og var for opadgående. Temperaturen var
knap 12 grader, og der var stort set ingen vind.
Volvoen måtte derfor arbejde i 7 timer. inden Anholt blev nået kl. 14,15
i dejligt sommervejr. Fredag var der afgang til næsten normalt tidspunkt, nemlig kl. 05,00. Når jeg sejler, går det ikke
efter klokken, men alene det menneskelige ur. Kursen blev sat sydover, og morgenkaffen kunne nydes i helt roligt vejr, medens øen
langtsomt forsvandt. Til gengæld kom vinden - endda agten for tværs. Så det blev en dejlig sejlads til Helsingør,
hvor Kronborg kom om bagbord ved indsejlingen til havnen kl. 15 efter 55,4 sømil. Næste dag, lørdag gik det med forsejlet
ned gennem Øresund i fin Comfortina-vind og dejligt sommervejr. Jeg benyttede lejligheden til at slå et smut inden om Malmø, der jo ligger lige nord for Øresundsbroen. Det var den kendte bygning, torsoen og det nye havnemiljø.
som skipper gerne ville tage lidt nærmere i øjesyn, når han nu kom forbi. Havnen i centrum med flotte trapper og
et mylder af mennesker var dog ikke lige sagen, så lystbådehavnen Lagunen lidt syd for blev valgt som nathavn. Den er frihavn - og så er alt sagt om den. Dagens distanse blev små 30 sømil.
Anholt ligger på vejen mod Solskinsøen
Selvstyreren kom på arbejde fra Falsterbo til Hasle
Idyl i havnen i Helligpeder
Bornholm er helt sin egen
Søndag. den 10. juni kl. 06,20 gik det ud af havnen og det korte stykke ned mod Flinterenden under Øresundsbroen. Vinden var fra vest, cirka 4 m/s, så forsejlet
blev sat. Det bragte os ned til broen ved Falsterbokanalen, hvor jeg måtte vente 20 minutter. Selv om jeg naturligvis vidste, at broen åbner hver fulde time, er det ikke så nemt at få det hele til at passe, da vinden - og dermed hastigheden
- jo varierer under vejs.
Solen havde efterhånden fået megen magt, og vinden tiltaget fra vest. Så da jeg forlod kanalen og satte kursen
langs Sveriges sydkyst, blev alle sejl sat. Der var næsten plat læns, så forsejlet blev spilet. Egentlig havde jeg regnet med at anløbe
Ystad, der ligger i passende afstand, når Bornholm er målet Men.. Men.. For som jeg siger, jeg vil kun sejle i godt vejr, og det var der jo. Så jeg kunne lige så godt tage Bornholm direkte. Det blev en forrygende sejlads. Men det kom til at blæse mere og mere. og søen rejste sig - vel til en meters penge eller lidt mere. Men alt sammen agten for tværs, så det var til at håndtere.
Det synes selvstyreren imidlertid ikke, da den fik besvær med at holde kursen. For at hjælpe den lidt på vej blev forsejlet taget ned, og skipper
overtog selv pinden et stykke tid. Medhjælperen kunne dog godt selv klare sagen, hvis chefen måtte under dæk og kikke på computeren, når der var risiko for, at der kom et fragtskib lidt for tæt på.
Der er mange fragtbåde i Bornholmsgabet. Maskinmesteren på hurtigfærgen mellem Ystad og Rønne fortalte mig senere i Helligpeder, hvor han også
er havfoged, at det er det 3. mest befærdede farvand i verden. Jeg stillede mig en smule tvivlende, selvom det er udsejlingen fra Østersøen med dets mange havne i Rusland, Finland, Sverige og de Baltiske lande. Der kom godt nok mange både, men jeg var dog fritaget for at ændre kurs af den grund. Der er trafiksepareringszone. hvor skibene, der kommer fra NØ går to veje. En mod SW
mod Kilerkanalen samt Store Bælt, og en langs Sveriges sydkyst mod Øresund. Da jeg kunne se. at hurtigfærgens rute mellem Ystad og Rønne
går lige igennem, hvor sejlløbet deler sig, og hvor der er en cirkel i separeringen, tog jeg også chancen. Men hvad, det er vel også korrekt at sejle direkte mod cirkels centrum. Det er vel vinkelret, som man skal i trafiksepareringer.Man
er vel navigatør - omend amatør.
Det passede så anduvningen i Hasle kom til at ske. inden solen gik ned. Jeg havde beregtnet at være
inde - efter de 76 sømil - senest kl. 23. Den noget kraftige vind på størstedelen af sejladsen betød imidlertid, at Bornholm blev nået allerede kl. 21.00.
Hvis man skulle være i tvivl
Næste dag. tirsdag fik besætningen. altså skipper lov at sove længe. Han tog god tid til det obligatoriske morgenbad og den efterfølgende morgenmad.
Nu var feriemålet jo nået, og Hanne kommer først torsdag efter midnat. Så der er god tid. Da Lady Bird stod ud af havneindsejlingen kl.
8,40 var barometeret på 1014 HP og for opadgående, solen havde allerede varmet omgivelserne op til 17,6 grad, så det blev atter begyndelsen til en dejlig sommerdag.
Det gik langsomt for motor nord på langs kysten den korte afstand til den meget lille havn, Helligpeder. Der er plads til vel maksimalt 6 sejlbåde, hvoraf de 3 er hjemmehørende. Så var det vandretur. Først langs den snoede og stærkt stigende vej op i landet. Her er der en fremragende udsigt ud over Bornholsgabet med dets mange både og skibe og over
til Sverige, som ligger meget tæt på. På en sådan sommerdag ser man tydeligt bygningerne i Ystad og Kåseberget samt lidt længere mod NØ . Sandhammeren. Derefter var det et smut mod nord på vejen langs vandet, da allerede nu er fyldt med turister. Både i bil og ikke mindst på cykel og til fods. Alle gjorde holdt ved havnen i Helligpeder. Lady Bird og den
gamle skipper blev ved den lejlighed et meget yndet motiv i mange glade turisters linser. Det gode vejr skulle udnyttes, så efter et par timer gik det
videre mod nord langs kysten, forbi den lille havn i Teglkås , inden Vagn havn blev valgt som overnatningssted. Dagens distance blev 2.2 sømil -
skriver to komma to. Men havnene ligger også tæt på Bornholm. Der er faktisk 20 på øens 158 km lange kystline. Hertil kommer så Christansø, 10 sømil nord for. Bornholm ligger 135 km øst for den nærmeste vestdanske kyst. I modsætning til det øvrige Danmark er klippeøen et grundfjeldsområde. Den er en firkantet horst. Det vil sige et klippeparti,
der langs brudlinierne er skubbet op i forhold til omgivelserne. Klippestykket er kæntret, så den nordlige del af øen ligger højere end den sydlige. Bornholms placering i Østersøens brakvand betyder, at den har anderledes dyre- og planteliv end andre danske kyster. Klimatiske forhold giver senere forår og efterår. og sommervejr kan aføses af isnende havgus.Det samme
fænomen kan om vinteren give store snemængder, som vi alle har set i TV. Og til det positive hører, at Bornholm har mange solskinstimer om
sommeren og mindre nedbør end landsgennemsnittet. Så der er noget om snakken, når øboerne ynder at kalde den solskinsøen.
Det store folkemøde i Allinge
I dag, onsdag den 12. juni kl. 10,30 stod Lady Bird ud af Havnen i Vang. Hele 1021,2 HP , sol og 21 grader understregede, at det er sommer! Straks blev alle sejl
sat, og i let SW-vind gik det nordpå forbi Hammer Havn med Hammershus knejsende oppe i baggrunden og rundt om nordspidsen af øen. Forbi Sandvig og Allinge havn, der er totalt lukket fra onsdag til og med søndag på grund af det store
folkemøde. En festival med taler, møder, debatter og meget andet. Et væld af politikkere med partiernes ledere i spidsen er samlet på
øen. Programmet lover ikke mindre end 1267 events, og man venter op mod 60.000 mennesker i de 4 dage.
Den flinke havefoged i Allinge kunne over telefonen
henvise Lady Bird til den næste og nærmeste havn, Tegn, der efter 7,8 sømil i godt sejlvejr blev anløbet kl. 12,15.
Statsministeren på den store scene ved folkemødet
Fredag tog vi bussen de 5 km ind til Allinge for at kigge nærmere på det store folkemøde. Der var mange mennesker og utallige events. Arrangementet var lidt
uoverskueligt, og det var en smule vanskelig at finde frem til de enkelte ting, man ønskede at overvære.
Men under alle omstændigheder
et enestående og spændende arrangemnet, hvor man faktsik vadede i kendte personer. Tilbageturen foregik til fods, hvor udsigten over Østersøen
ud til Christainsø kunne nydes i dejligt solskinsvejr - oven i købet noget i læ for den stærke blæst fra vest.
Lørdag den 15. juni om formiddagen var vi klar til at forlade fiskerihavnen Tegn. Sædvanen tro var der sol og let vind fra øst. Vi gik for motor ganske tæt
på land ned mod Gudhjem. Midtvejs gik vi i kort afstand fra Hellingdomsklipperne. der er op til 22 m høje og rejser sig næsten lodret fra havet.
Klipperne er opkaldt efter en helling kilde, som i middelalderen blev opsøgt af spedalske og andre syge. Da vi nåede havnen i Gudhjem, stod loggen
på beskedne 5,9 sømil. Jo, det er små etapper, når man gør Bornholm.
Turbåden til Helligdomsklipperne
Bornholms Kunstmuseum på toppen af klipperne
Efter en aften og nat med regnbyger vågnede vi atter op til et vejr, som til fulde lever op til øens tilnavn. Efter morgenmad og -bad var vi klar til en vandretur
langs kysten de godt og vel 5 km fra Gudhjem og ud til Helligdomsklipperene og Bornholms Kunstmuseum. Det er en flot tur, hvor den ene maleriske udsigt afløser
den anden. Vegitationen er meget varieret, og der er mange fugle, som kan studeres under vejs. Specielt bemærkede vi flere udløb fra åer og
bække. De mange laks, som findes omkring Bornholm, er en direkte følge af det. Folk med forstand på de sager siger, at der udklækkes lige så mange laks i vandene på Bornholm som i resten af Danmark.
Bornholms Kunstmuseum er en lille arkitektonisk perle. Højt oppe på toppen af Helligdomsklipperne er bygningen indpasset i det svagt skrånende terræn.
Bygningen er indviet i 2003. En kilde leder gennem hele museets hovedstrøg i de forskellige niveauer. Gulvene er af lokale materialer som moseløkkegranit
og nexøsandsten. Der er ikke overvældende mange malerier i den faste udstilling. Til gengæld er de gode. Primært er det selvfølgelig
bornholmske malere som Karl Isaksen, Edward Weie og naturligvis Oluf Høst. Men også andre kendte, ældre danske malere er repræsenteret.
F.eks. Henry Heerup og Richardt Mortensen. Og så sandelig også nogle værker af de kendte skagensmalere: Michael Anker, Holger Drachman og Carl
Lorcer. De fleste motiver sjovt nok med motiver fra netop Bornholm.
Kilden, der løber ned gennem bygningen
Figentræer er almindelige på Bornholm
På en meget dejlig sommerdag tog vi mandag bussen fra Gudhjem til Nexø, og på tilbagevejen besøgte vi Svaneke. En hurtig og nem måde at komme de 25 km på. Ruten går stort set langs Østersøen, og vi bemærkede de velholdte huse og haver under vejs. Et positivt indtryk fik
vi også af de velholdte veje, der ikke som i Aalborg og mange steder i det nordjyske er fyldt med huller. F'ørste besøg gjalt Martin Andersen
Nexøs barndomshjem. Forfatterens mere end 1000 større og mindre værker er oversat til mere end 44 sprog. Han er den danske forfatter, der er læst af flest mennesker rundt om i verden i det 20. århundrede. De fleste kender romanen
Pelle Erobreren (filmatiseret i 1987). Men også Ditte Menneskebarn nikker mange genkendende til.
Desværre talte turistbrochurerne ikke sandt,
da det viste sig, at mindestuerne var lukket om mandagen. Så vi måtte nøjes med kigget ude fra. Det samme kom til at gælde Nexø
Museum. Men som Hanne udtrykte det: Du har også set det. vi var her for nogle og tyve år siden! Jeg ville ellers gerne have set lidt med den spændende
historie om de russike bombardementer 7. og 8. maj 1945, da den tyske kommendant ikke ville overgive sig til russerne. Der er også en interessandt
historie om de omkring 20.000 tyske flygtninge, der kom til Bornholm mod krigens slutning. På tilbagevejen kiggede vi nærmere på Svaneke, der
i år er kåret som landets smukkeste købstad (og mindste).
Martin Andersen Nexøs barndomshjem i Nexø
Mindeplade om flugtruten til Sverige
Tirsdag sluttede vi i Gudhjem med besøg i maleren Oluf Høst (1884-1966) hus. Et værdigt farvel til solskinsøen. Det er en spændende bygning i
enestående omgivelser og en samling malerier af høj karat.
Over middag sejlede vi i dejligt vejr de 9,5 sm til Christiansø eller Ertholmene, som den lille øgruppe hedder. Øerne ejes af Forsvarsministeriet, og det
sælsomme sted er beboet af lidt over 100 personer, der lever blandt gamle fæstningsbygninger og en natur med et fugleliv, man ikke finder andre steder i Danmark. Det smalle farvand mellem Christiansø og Frederiksø udgør havnen nord og syd for en 30 m svingbro af jern. I 1684 bestemte Christian
den 5. at der skulle bygges et forsvarsværk til flådens skibe i Østersøen. I 1808 - under englandskrigen - blev øerne kraftigt bombarderet af engelske fregatter. I 1855 nedlagde man fæstningen. Derefter blev Christiansø et fiskerleje. De første feriegæster kom omkring år 1900. Christiansø er som den største 710 m lang og 430 m bred, medens den anden beboede ø, Frederiksø er 440 x 160 m. På
grund af den lange varme eftersommer trives en lang række planter, som egentlig hører hjemme længere sydpå. Der er masser af fugle. Landets
største bestand af ederfugle (2.500 ynglende par) og de mere sjældne alk og Lomvi, der yngler på Græsholmene vest for Frederiksø.
Lady Bird ved kaj på Christiansø, der er opkaldt efter Christian 5.
|
|
|
|
|
|